BØRNE-YOGA I AMUI – DET HANDLER OM AT MÆRKE EFTER
 
Der ligger hverken mystik eller religiøse dagsordener til grund for, at Askov-Malt Ungdoms & Idrætsforening nu inviterer til børne-yoga. Tværtimod handler det for instruktør Henriette Pedersen om, at det enkelte barn finder glæde i at bevæge sig og at barnet opnår ro og styrke til at være den person, han eller hun nu engang er.
”Tænk hvis vi, der nu er voksne, allerede i førskolealderen havde haft mulighed for at lære at trække vejret helt ned i maven og føle efter, hvad der føltes rart og hvad der ikke gjorde. Så havde vores samfund måske ikke været så hårdt ramt af stressrelaterede symptomer, som det er i dag.”
Henriette Pedersen har de seneste 10 ½ år arbejdet som kommunal dagplejer i Askov og er selv mor til tre børn i alderen 14, 12 og 6 år. Men for et par år siden blev hun introduceret til begrebet børne-yoga, og det bekendtskab har betydet en afgørende forskel. Ikke alene for Henriette Pedersen personligt, men også for hendes daglige arbejde og i den kommende vintersæson forsøger hun som instruktør i Askov-Malt Ungdoms & Idrætsforening (AMUI) at få endnu flere børn til at få glæde af de åbenlyse glæder, der er forbundet med at lege yoga. Der startes i begyndelsen af september med torsdag fra kl. 17-18 som fast tid for børne-yoga.
”Udgangspunktet er naturligvis, at børnene skal have det sjovt,” fortæller Henriette Pedersen, ”At de skal opleve et frirum i en tilværelse, hvor der bliver krævet meget af dem og hvor børnenes umiddelbare respons ofte er, at de – ofte på grund af overstimulering af nervesystemet - ikke magter at sidde stille og lytte eller at de synker hen i en inaktiv fritid foran I-padden. Barnet har brug for tid og rolige stunder til, at hovedet og kroppen kommer ned i gear/hvile og lade hjernen lager læring og dagens oplevelser.”
”Så via børne-yoga forsøger vi dels at give dem lyst til at bevæge sig og dels at indgå i et fællesskab, hvor balance, nærvær og gensidig respekt er nøgleordene.”
Enkelt, tilgængeligt – og meget, meget sundt
Henriette Pedersen har allerede i foråret tyvstartet med både et familie-yogahold og et lille pigehold, og hun føler sig endog særdeles motiveret til at gå i gang med at få endnu flere af områdets indskolingsbørn med.
”Vi satser i første omgang på børn i alderen 6 til 9 år og jeg håber at kunne så et lille frø i børnene, så de husker den positive og dejlige effekt, yoga har på kroppen og sindet. I øvrigt er det min helt store drøm, at institutioner og skoler vil tage børne-yoga ind i børns hverdag. Det vil efter min opfattelse kunne styrke såvel deres motoriske færdigheder som deres indlæring.”
”I det helt små arbejder jeg hver eneste dag med en tillempet form for børne-yoga med mine dagplejebørn, og selv om de kun er fra 0 til 3 år, er reaktionen entydigt – og overvældende – positiv. De helt små er vilde med de lege, der er relateret til sanselighed og kropsligt velvære,” fortæller Henriette Pedersen, der er en af landets få certificerede Mindful-dagplejere.
”Et af de principper, der er helt afgørende i børne-yoga, handler om, at man som instruktør / dagplejer er en god rollemodel. Og jeg arbejder da også selv med yoga hver eneste dag, ligesom jeg er mig fuldt ud bevidst, hvor vigtigt det er at være konstant nærværende i omgangen med børnene.”
”Skåret helt ind til benet handler børne-yoga om, at barnet mærker efter i kroppen, registrerer en eller flere følelser og tilpasser sin adfærd efter disse følelser. Det er enkelt, det er let tilgængeligt og det er meget, meget sundt for kroppen såvel som for sjælen.” siger Henriette Pedersen. 
 
FAKTA
Børne-yoga er et nyt tiltag i AMUI til den nye gymnastiksæson.
Målgruppen er børn i alderen 6-9 år (0. – 3. klasse).
Holdet starter ud torsdag d. 6. september kl. 17.00-18.00 i hallen ved Askov-Malt Skole.
Tilmelding foregår via foreningens hjemmeside: www.amui.dk (fanen online holdbetaling).
 
KONTAKT
Henriette Pedersen, børne-yoga instruktør i AMUI, tlf. 61 71 32 58
Heidi Andersen, formand for gymnastikudvalget i AMUI, tlf. 51 23 02 34
Askov-Malt Ungdoms- & Idrætsforening | Maltvej 84 Askov | 6600 Vejen Cvr/se nr. 13193436