U17 drenge til Garda Cup 2009 i Italien

Af Peter Sloth
Lørdag den 10/10 var 24 spillere og ledere klar til afgang mod nye spændende fodboldoplevelser i Sydeuropa. Forventningerne var tårnhøje – ikke mindst efter sidste års forrygende tur til Costa Brava Cup i Spanien. Denne gang gik turen til Peschiera del Garda – en hyggelig gammel turistby beliggende ved den sydlige spids af Gardasøen i Italien.

Vi deltog i Garda Cup – et stævne arrangeret af EuroSportring med deltagelse af i alt 57 hold fordelt på årgange fra U13 til U19 i både pige- og drengerækker.

Efter en ca. 20-timers bustur igennem Tyskland og Østrig landede vi søndag eftermiddag på vores indkvartering Camping Bella Italia – en pragtfuld 4-stjernet campingplads beliggende helt ned til Gardasøen. Efter at have fået alle fordelt i vores 4 ferielejligheder blev de næste timer brugt på at få rettet kroppen ud efter den lange bustur. Da temperaturen viste ca 25 grader, benyttede flere sig af at springe i søen, mens andre gik på udkig i byen, og fandt ud af, hvor de rigtige indkøbs- og spisesteder var lokaliseret. Alle var klar til at gå forholdsvist tidligt i seng denne aften for at få indhentet manglende søvn, ligesom alle skulle være klar til kamp næste morgen.

Mandag morgen gik startskuddet så til årets Garda Cup. Stævnet afvikles på sportsanlægget Veronello, som er Serie A klubben Chievos træningscenter. Vi skulle på åbningsdagen spille 2 kampe, men var desværre ikke helt oppe i nødvendigt gear, hvilket betød, at vi tabte begge imod henholdsvis Langeskov og Frederikssund - modstandere som dog senere begge var semifinaledeltagere. Herefter gik turen tilbage til campingpladsen, hvor der igen blev badet og spillet bold og kort osv. i de sommervarme temperaturer.

Tirsdag skulle vi spille den sidste puljekamp – men først sidst på eftermiddagen, hvilket gav mulighed for en samlet bytur rundt i den flotte og gamle del af Peschiera del Garda. Her blev oset og shoppet, inden man i forskellige grupper begav sig tilbage til campingpladsens fristende faciliteter. Da vi om eftermiddagen igen kom ud på sportsanlægget, sprang de mange store biler, der holdt ved anlægget straks i øjnene. Det viste sig, at Chievo denne dag trænede på anlægget, så der var pludselig mulighed for at se, hvordan et Serie-A hold træner – spændende ! Dagens kamp bød på en rigtig god og energisk indsats imod Aalborg Freja, men det rakte desværre alligevel ikke til point, så vi fik lov at få en fridag om onsdagen, hvor der var finalerunder på anlægget.

Onsdagen blev således brugt på en rigtig turisttur til Verona, som lå ca. 30 km fra vores campingplads. For første gang oplevede vi skyer på himlen, og formiddagen var en kold fornøjelse for de sommerklædte danske turister. Flere af spillerne benyttede sig derfor af muligheden til at gå på tøj-shopping, og der var ikke behov for poser eller lignende – tøjet blev straks taget i brug. Vi fik bl.a. set Romeo og Julies balkon, og flere forsøgte at redde sig held i kærlighed ved at røre Julies højre bryst. Om det allerede har båret frugt, skal herfra være usagt…

Efter en god frokost på pizzaria klarede vejret heldigvis op, og det blev igen sommervarmt til den videre bytur. En lille håndfuld spillere valgte at følge de kulturelle ledere på et besøg i Veronas gamle og flotte Arena, som nu benyttes til verdensberømte operakoncerter. Udover at forsøge os mere eller mindre behersket med et par arie-strofer, valgte vi at bruge besøget til et par kapløb op af Arenaens mange trapper – det var vel en sportstur, vi var på…

Resten af spillertruppen var fordybet i shopping, og gadesælgerne havde en rigtig god dag med salget af primært Zippo-lightere.

Efter aftensmaden onsdag var det tid til at få ryddet op i lejlighederne, og få pakket bagagen, så alle var klar til hjemrejse torsdag. En hjemrejse fra det varme og solrige Italien, som hurtigt blev afløst af snedække i Østrig og nærmest snestorm et godt stykke op i Tyskland.

Vi ankom planmæssigt til Askov klubhus fredag morgen kl. 07.00 (ca), hvor alle forældre var kommet tidligt op for at tage imod de trætte spillere.

Endnu en vellykket og forrygende tur var overstået, og i den forbindelse er det hermed trænerens tur at komme med en række roser og tak:
Tak til de virksomheder og personer, som har tilbudt os lidt arbejde, så vi har kunne tjene lidt penge ind til turen,
Tak til Støtteforeningen for bidrag,
Tak til DagliBrugsen for at levere madvarer til busturen,
Tak til Mads & Stine for tur-trøjer,
Tak til Staff = Claus, Jørgen, Kaj og Jens Kr. for den store hjælp på turen – og ikke mindst sjovt og hyggeligt selskab,
Tak til alle forældre for den store opbakning.

Og ikke mindst en kæmpe tak til alle spillere, som med indsats, opførsel og humør på hver sin måde bidrager til et helt fantastisk team, som man aldrig blive træt af at tilbringe de mange timer sammen med !

Sagt af spillere:

Rasmus ”Benni” Bendrup:
”Det fedeste på turen var at vi havde fri om aftenen, og at der var andre danskere der hvor vi var. Det var super fedt, at der var en "street" bane at spille på, og hygge sig hvis man var træt. i det hele taget en pisse fed tur. tak for det :)”

Jonas ”BH” Holm:
”Det var mega fedt at spille streetball og fodtennis. I det hele taget var det godt med så meget fritid/frihed, fx. at tidspunktet man skulle sove var forlænget med en time. Mega fed tur :)”

Christoffer ”VK” Kristensen:
”Det var jo også sjovt at have en street-bane tæt på, men mest af alt var det rigtig sjovt at komme til Italien og spille nogle gode kampe med andre Danske hold, man nok ikke lige møder i hverdagen. Meget god tur - dejligt at komme til Verona, Hilsen VK :)”

Magnus Fink Nielsen:
”Noget af det fedeste var nok stemningen på campingpladsen, det var super fedt at streetbanen var der og vi kunne spille fodtennis, men det var også fedt at møde nye mennesker + at vi lå så tæt på gardasøen. Det var også fedt at komme til Verona, tak for en super fed tur :D”

Christian Kjær:
”Jeg syntes, at det fedeste var bare at komme ned i varmen og spille fodbold. Det betød intet hvorfra holdene kom fra, bare man spillede bold, sammen med sit hold. Man lærte også nogle bedre at kende, end man gjorde før. En rigtig fed tur. Hilsen Kjær”

Askov-Malt Ungdoms- & Idrætsforening | Maltvej 84 Askov | 6600 Vejen Cvr/se nr. 13193436